Lyset var så småt ved at vende tilbage, da vi var på vej fra "Auklandshavn" til jagtterrænet i "Vats". Det havde regnet hele natten og der var stadig ingen tegn i sol og måne på, at det ville stoppe indenfor de næste par timer, men man havde vel lov til at håbe. Pürsch på hjort i regnvejr er altså ikke lige sagen, især når man ved, at man både skal bruge tid på at komme op på fjeldet og ned igen.Turen til terrænet ville tage ca. 45 min, så mens Alf kørte bilen var der god tid til at tænke over de jagtoplevelser, jeg indtil nu havde haft i løbet af min første jagtsæson som bosat i Norge. Den havde indtil nu været særdeles begivendhedsrig og var nu ved at nå sin slutning. Ja, det var faktisk absolut sidste mulighed for at få den hjort, der så mange gange havde snydt mig på den ene eller anden måde. Men der lå stadig ingen hjort foran mig på trods af adskillige timers ophold i fjeldet! Og det var mildest talt ved at gå mig lidt på! Der var dog grundlag for lidt behersket optimisme, for aftenen før havde vi opserveret flere dyr nede på marken, desværre bare på et tidspunkt, hvor det var for mørkt til at skyde.

Planlægningen.
Da vi nåede frem var det blevet helt lyst og minsandten om ikke vejret begyndte at vise sig fra sin bedre side. Der kom nu kun nogle enkelte dryp på bilens tag, og hurtigt fandt vi kikkerterne frem og steg ud af vognen. De første par kik op på terrænet var dog ikke opløftede. En tæt tåge havde lagt sig over den øverste del af fjeldet, akkurat på det sted, hvor chancen for hjort var størst. Vi så på hinanden, steg ind i bilen igen og begyndte så at diskutere, hvordan vi skulle gribe dagens jagt an. Som udgangspunkt var der 2 muligheder: Enten kunne vi vælge, at vi begge pürschede i området på samme tid eller også skulle en gå op på toppen og posterer og den anden drive fra foden af fjeldet og opover. Vi valgte den sidste mulighed.

Turen op ad fjeldet.
Det blev mig, som skulle gå op på toppen og posterer. Jeg måtte pürsche forsigtigt, for at undgå at støde hjort undervejs, så turen derop tog vel omkring 3 timer. Jeg traf ikke på nogle dyr, men havde alligevel en fornemmelse af, at dette kunne være dagen! I mellemtiden havde Alf lagt sig pænt til rette bag i sin Van til en halv time på øjet el. lidt mere. Kort før jeg nåede toppen, bevægede jeg mig ind i den før omtalte tåge. Den lå tæt og vejret derinde var koldt og fugtigt, sigten var vel ikke mere end 60m, det var i det hele taget en kold og ubehagelig oplevelse. Orienteringssansen forsvandt og det tog vældig lang tid før jeg fandt den post, som Alf havde bedt mig om at søge, inden jeg gik opover. Samtidig blev forholdene gradvist værre og værre. Da jeg satte mig på post, kunne jeg knapt nok se det nærmeste fjeld, så muligheden for at afgive skud, var blevet næsten umulig. Der var nu kun en ting at gøre: Kalde Alf over jagtradioen og få ændret lidt på jagtens forløb. Alf forslag var, at jeg skulle vente lidt endnu, det kunne være at skodden forsvandt indenfor kort tid, så hvis ikke han snart fik svar tilbage, ville han starte med at gå opover og forhåbentlig drive en hjort i armene på mig!

Turen nedover.
Vejret ville os ikke det bedste den dag. Skodden lå stadig tæt over fjeldtoppen og sigten var blevet værre. Efter postering en lille times tid gav jeg Alf påny et kald over radioen. Jeg begyndte derefter at orientere mig nedover, det var ikke enkelt, for jeg havde ingen pejling på, hvor jeg stod i forhold til foden af fjeldet. Men noget måtte jeg gøre, så jeg valgte at følge en hjorteveksel nedover, som så forholdsvis befærdet ud. Jeg havde valgt rigtig. Lidt længere nede af fjeldet mødtes den veksel jeg gik i med flere veksler nedefra. Det faldt mig naturligt at gå videre i den midterste, der var overtrampet af frisk fod, ovenikøbet med en del store dyr imellem. Efter vel omkring halvanden times pürsch med postering ind imellem kom jeg til en klippeafsats, som jeg kendte fra tidligere jagter. Jeg havde forlængst forladt skodden og følte en tryghed ved at kunne se udover hele den nederste del af jagtområdet. Afsatsen var et perfekt sted at postere for en kort stund, så jeg satte mig stille ned, tog pussekluden frem fra min efterhånden eneste tørre lomme og gav linserne på min sigtekikkert en ordentlig overhaling! Solen var kommet frem og stod lavt på det modsatte fjeld, så der var ikke langt tid til, at mørket ville indfinde sig. Mens jeg sad og nød udsigten hørte jeg pludselig en ubestemmelig lyd komme nedefra. Ikke særlig højt, men højt nok til at vide, at det i hvert fald ikke kom fra vinden. Var det mon Alf, der havde bevæget sig så langt op ad fjeldet og havde trådt på en gren eller kvist? Eller var det dyr som var på vej op? Jeg sad længe helt stille og lyttede, der kom ikke flere lyde, men var det dyr, jeg havde hørt, kunne de have valgt anden retning rundt om mig, så hvis det var tilfældet var det på tide at handle.

Hjorten.
Jeg rejser mig forsigtig op, tager riflen over skuldren og går et lille stykke tilbage i det spor, jeg er kommet i nedover. Ovre på den anden side af klippeafsatsen er der en lille slugt som går stejlt ned mod et større område med tæt skov. For at komme lidt ned i denne slugt må jeg kæmpe mig igennem tætstående birk og enebær. Det er en asen og en masen før jeg kommer igennem ned til noget der bare ligner en posteringsmulighed. Jeg sætter mig ned på hug, tager frem min håndkikkert og prøver på trods af dug og enebær som sidder på linsen og få et kik på skoven nedenfor. Pludselig hører jeg påny denne umiskendelige lyd af kviste der knækker og i samme øjeblik aner jeg konjukturerne af flere dyr som bevæger sig igennem skoven, op mod den slugt, som jeg sidder for enden af. Dyrene går i sagte trav på række ud fra skoven og begynder på stigningen op gennem slugten. 4 dyr i alt. De forreste dyr er hind og kalv, de sidste to er hvad jeg umiddelbart kan se ungdyr, så jeg vælger at konsentrerer mig om kalven. Det hele går nu meget stærkt. Dyrerne kommer helt op tæt forbi mig, jeg lader hinden passerer mig og sætter sigtet på kalven. Men pokkers! Jeg ser intet! Linserne er i igen tilduggede, det må skyldes turen gennem enebæren. Jeg tager riflen ned, kluden frem og når lige inden de to sidste dyr kommer op og tage riflen op igen, se hvordan det bagerste dyr står i forhold til skud og lader derefter skuddet gå! Dyret tegner for skud, det trækker forløbene op under sig og gør et ryk, men fortsætter så sit trav op ad fjeldet, desværre ind bag et klippefremspring lidt længere oppe, så chancen for nyt skud er umulig! Derpå følger de længste minutter, jeg længe har oplevet! Tomheden og spørgsmålene indfinder sig: Var chancen god nok? Sad skuddet som det skulle? Ligger hjorten længere fremme? Mange tanker går igennem hovedet på en, når oplevelsen på en gang har været så intens og pludselig bliver så fjern! Jeg sætter mig ned og begynder at overveje situationen. Skal jeg gå over til skudstedet og se efter schweiss, afstanden har vel næppe været mere end 20m eller skal jeg kontakte Alf og høre om den videre færd? Heldigvis gør jeg det sidste. Jeg fortæller om skuddet, som han har hørt og om situationen derefter. Jeg mener selv, at dyret er hårdt ramt, men kan ikke sige noget om hvor langt det er gået. Alf forslår, han kommer op til åstedet for at se efter schweiss, medbringende sin hund og at vi efter en times tid vil starte en egentlig eftersøgning, hvis det skulle vise sig at være nødvendig!

Eftersøgningen.
En stund senere som sikkert føltes længere end den var, ankom Alf til skudstedet med sin hund. Jeg havde, må jeg ærligt indrømme, i mellemtiden nået at ryge et par cigaretter, noget jeg sædvanligvis ikke plejer at gøre under en jagt! Men uanset hvad der nu lå forude af mulige uforudsigligheder, måtte denne dags jagt betragtes som afsluttet. Og cigaretterne - dem trængte jeg til som aldri før!
Alf tog straks pejling mod åstedet, jeg dirigerede ham til den korrekte plads og der gik ikke lang tid før han fandt schweiss fra hjorten, dvs. både blod og hår. Hjorten var altså ramt, det var ganske vist. Derpå fulgte der for mig et mindre kursus i at læse og tolke schweiss fra hjortedyr. Der var hår på begge sider af sporet. På skudsiden var der snithår og på den anden side hele hårtotter med små hudlapper på. Dette pejede i retning af et gennemskud. Lidt længere fremme i sporet kom der mere og mere blod og der kom flere fakta på bordet, da Alf smagte på blodet - det smagte af vom, altså et vomskud.

En hjort der er ramt i vommen vil ofte ikke gå længere end 300 - 500 meter, før det lægger sig i sårleje. Med mindre at dyret er en kalv. Den vil følge moderen så længe den kan, ja faktisk indtil den segner om og dør! Jeg mente nu med rimelig sikkerhed, at det var et ungdyr, jeg havde skudt på, sandsynligvis en hind, men senere skulle jeg komme særdeles meget i tvivl! Dette viste sig nemlig, at hjorten ikke havde fulgt statistikken og var gået væsentlig længere end forventet, noget vi skulle blive klog på mange timer senere!

Efter at det var gået op for os, at hjorten var vomskudt, gik vi forsigtigt videre og søgte med Alfs hund forrest. Det var tydelig at der var god fært, for hunden virkede vældig ivrig, men det skal her siges, at hunden ikke var trænet i schweissarbejde, så det var svært at vide, hvilket spor hunden ville følge. Der var jo som bekendt fire spor at vælge imellem. Og en normal god jagthund vil vælge det friskeste spor og vil ikke være specielt focuseret på schweiss. En times søgning og en tur over fjeldet senere begyndte mørket at indfinde sig. Vi havde ikke medbragt lommelygter og skulle vi nå at komme ned, mens det stadigvæk var en smule lyst, skulle vi gå nu. Desuden gik hunden af sporet flere gange, så det eneste vi kunne gøre var at få fat i en trænet schweisshund, så hurtigt som muligt. Turen nedover igen var ikke særlig behagelig. Lyset var borte og vi måtte famle os frem det meste af vejen ned og det er ikke let, når man skal forcerer klipper, slugter og diverse bevoksninger. Men ned kom vi da, det blev dog til en del rifter både på hænderne og i ansigtet!
Det kan vel ikke overraske nogen, at det var en fald fornemmelse at stå der ved bilen, uden at have hjorten med ned fra fjeldet, ja tværtimod overhovedet ikke at vide hvor denne hjort befandt sig. Men Alf var god til at berolige mig, han var sikker på vi ville finde hjorten før eller siden, når vi først havde fat i en schweisshund. Sporet var, som han sagde han, rimelig enkelt for en schweisshund. Klokken var gået hen og blevet syv om aftenen, da vi forsøgte at få fat i en schweisshundefører. Men lørdag aften er ikke den enkelteste aften at få fat i folk, så det blev kun til et par beskeder på mobilsvareren. Og så måtte vi håbe, de snart ville ringe tilbage. Derefter kørte vi tilbage til Auklandshamn, for selv om det var en lang vej tilbage, kunne vi risikerer at eftersøgningen først kom i gang tidlig næste morgen, så lidt at spise og nogle timer på øjet ville gøre godt.
Ikke længe efter vi var kommet hjem og havde sat os til bords, ringende mobilen. Det var den ene schweiishundefører. Han havde fået vores besked, havde haft lidt tid til at tænke over situationen og var overbevidst om, at det var bedst at starte eftersøgningen med det samme! Altså på den igen, tilbage til Vats og ud på fjeldet i den klare nat. Hvor jeg fik energien fra, aner jeg ikke, jeg havde som bekendt været i gang siden tidlig på formiddagen, men man følte vel ligesom, at man havde et job som skulle gøres færdigt og før man havde gjort det, kom der ligesom ikke ro i sjælen.

Eftersøgningen startede igen om kl. 23 om aftenen. Vi tændte vores lommelygter og gik op til skudstedet. Normalt er det forbudt at bruge kunstigt lys ved eftersøgninger, men da denne eftersøgnig foregik i regi af den lokale vildtforvaltning, var det tilladt. Da vi kom op fandt hunden hurtigt et interessant spor og for os var der ikke andet at gøre, bare at følge med og håbe på det bedste. Jeg blev bedt om at holde mig klar, hvis fangstskud skulle vise sig at være nødvendigt. Flere gange stoppede hunden op og undersøgte schweissen lidt nærmere og hver gang troede vi, at nu lå dyret der og nu skulle vi være klar. Men hunden gik hvergang bare videre, efterhånden så langt, at jeg igen var begyndt at miste modet lidt! Vi havde vel været undervejs i tre timer, da vi kom ned til en stor indsø. Det var tydeligt, at sporet fortsatte ud i søen. Hunden var i hvert fald ikke i tvivl, den hoppede og dansede på søbredden og ville så gerne ud at svømme. Vi kikkede lidt på hinanden, og tænkte pokkers! Der var intet ved denne eftersøgning, der var enkelt. Og nu havde hjorten oveni taget sig en svømmetur. For de to erfarne schweisshundefolk kom dette dog ikke som nogen overraskelse. Det er meget normalt, at hjortevildt søger mod vand, hvis det er skadeskudt, for simpelthen at køle såret og smerterne, men spørgsmålet i denne situation var, om hjorten var fortsat over på den anden side af søen eller om den var gået i vandet langs med bredden og på land igen. Naturligt var det at prøve det sidste. Vi fulgte bredden nogle hundrede meter igennem noget ekstremt tæt bevoksning, men hunden virkede meget frustreret over ikke at have noget spor at gå efter og begyndte at blive ukoncentreret. Vi havde håbet på, at den ville finde hjortens spor op fra vandet igen, men det lykkedes ikke for den. Og så tog vi en beslutning, som set i bagklogskabens klare lys var dum! Vi valgte at prøve på den anden side i stedet for. Og det kom til at tage tid! Først tilbage til bilerne, så køre over til den anden side, så søge langs med bredden frem og tilbage uden nogen form for held. Indstille eftersøgningen efter yderligere nogle timer ca. kl. 3 om natten, køre tilbage til Auklandshamn for at få et hvil, starte eftersøgningen igen helt forfra tidlig om morgen, denne gang med en ny schweisshund plus fører.
Jeg orker næsten ikke at tænke på de anstrengelser, vi kunne have sluppet for, hvis vi blot havde brugt vores sunde fornuft og var gået blot et par hundrede meter videre langs den først bred, som hunden fandt ned til aftenen før. For da vi havde oplevet det samme problem med den nye schweisshund, som også ville følge sporet ud i søen, mente Alf, at det var på tide at gå en længere tur langs med søen. Og det var klogt. Ikke langt fra den plads vi stoppede ved aftenen før, lå hjorten i vandkanten og var død. Det var ganske rigtig som vi før havde antaget et ungdyr - en hind. Det var en kæmpe lettelse for mig at se dyret ligge der, alle anstregelser havde båret frugt og man glemte helt, hvor træt man var. Vi havde fundet dyret, på trods af, at der var gået usædvanlig langt tid, ca. 22 timer siden eftersøgningen startede, men vi fandt hjorten og det var det vigtigste.
På vej tilbage til Auklandshamn med hjorten liggende bag i varevognen blev der ikke sagt særlig meget. Indtrykkene fra denne weekends jagt skulle tydeligvis bearbejdes. Men Alf havde dog overskud til at drage et par konklusioner. Det at jagte og søge efter hjort kræver utvivlsomt tålmodighed. Man må aldrig give op en eftersøgning, især når man ved, at dyret er alvorlig ramt. Desuden er det en vigtig forudsætning for både at blive en dygtig jæger og schweisshundefører, at lære af de erfaringer, man gør sig undervejs. Jeg måtte give ham ret i, men havde selv næsten kun overskud til at glæde mig over min første hjort. Mit år i Norge havde foreløbig nået et klimaks.